Foreningerne bag
Tønder SF – Fodbold
Tønder SF – Fodbold har en lang historie bag sig.
Det var i 1920 at fodboldklubben blev stiftet, og kom til at hedde ”Tønder Sportsforening Fodbold”.
I 2003 spillede klubben i Serie 4 med sit bedste hold. Der blev i 2003 indledt forhandlinger med andre klubber om at etablere et fælles 1. hold. Resultat blev at Ballum, Bredebro, Løgumkloster og Tønder dannede et fælles 1. hold med virkning fra 2005. Tønders hold rykkede i 2004 op i Serie 2 og det var holdet der så skulle fungere som fælles 1. hold, FC Sydvest 05 Tønder.
Herfra gik det kun en vej, opad, således at holdet allerede i 2012 rykkede op i 2. division, landets 3. bedste række. Holdet rykkede i 2015 ned i Danmarksserien.
FC Sydvest 05 Tønder
FC Sydvest 05 Tønder(forkortet FCS) er en dansk fodboldklub og hjemmehørende i Tønder Kommune. Klubben er et overbygningssamarbejde etableret i det sydvestlige Sønderjylland med sportslig virkning fra og med 2005-sæsonen mellem fire moderklubber; Løgum IF-Fodbold, Bredebro IF, Ballum IF og Tønder SF-Fodbold. Klubbens tilhørsforhold er fordelt mellem de vestsønderjyske nabobyer Ballum, Bredebro, Løgumkloster og Tønder og omfatter ét herreseniorhold. Seniormandskabet holder til i Tønder, Bredebro og Løgumkloster og afvikler hovedparten af alle dets hjemmebanekampe på BankParken i Tønder, der har en samlet stadionkapacitet på 4.291 tilskuere, hvoraf 811 er overdækkede siddepladser.
Seniorholdet spillede ved klubbens etablering i 2005 i serie 2, hvorfra det rykkede op samme år. Efter fire sæsoner i serie 1 rykkede holdet op i Jyllandsserien og efter to sæsoner her videre til Danmarksserien. To sæsoner senere, i sommeren 2012, blev det endnu engang til oprykning, så FC Sydvest Tønder fra efteråret 2012 og frem til 2020 spillede i 2. division Vest, hvilket på det tidspunkt var den tredje-bedste danske fodboldrække; dog med et enkelt år Danmarksserien i sæsonen 2015/16. Efter to nedrykninger er holdet i 2023 tilbage i Jyllandsserien, men med en ambition om en tilbagevenden til dansk divisionsfodbold.
Det sydvestsønderjyske fodboldsamarbejde er medlem af DBU Jylland og derigennem det nationale fodboldforbund Dansk Boldspil Union (DBU). Moderklubbernes øvrige senior- og ungdomshold er fortsat organiseret under de enkelte moderklubber og optræder i lavere rangerende turneringer organiseret af DBU.
BankParken Tønder
BankParken Tønder er hjemmebane for FC Sydvest 05 Tønder.
Historien om BankParken Tønder er på alle måder usædvanlig. Det er et fodboldstadion med tilhørende friluftsscene. Når man hører at den er bygget af frivillig arbejdskraft og man endnu ikke har set stadion, så tænker man at det er sådan en spejderhytte de luxe med tilhørende kaffemaskine. Så kommer man ind og ser BankParken Tønder og man kan ikke lade være at tænke: ”Det er jo et rigtigt stadion.”
Det viser sig endda at det er et af de bedste stadions selv på 2. divisions niveau, og når man går rundt på stadion, så er man straks klar over at det er rigtigt. Det er professionelt lavet af gode materialer og når alt på stadion er lavet færdigt, bliver det et skoleeksempel på hvordan et moderne fodboldstadion i en provinsby skal se ud. FC Sydvest er stolte af at spille på BankParken Tønder.